Musik

Djævlens pladesamling

Der har på det seneste været publiceret en del lister over gode sange. Bla. har der været en liste fra USA over de 100 bedste pop- og rock sange. Jeg var ved at få kaffen i den gale hals da jeg læste at man tilsyneladende vurderede Britney Spears talent højere end f.eks Eagles.
Der er absolut ingen grund til at fare i flint over en samling smagsdommere, som overikøbet udstiller for omverdenen at de ikke har forstand på musik overhovedet. Vi har hver vores egen mening om disse ting, og heldigvis for det. Men blandt alle disse lister er der kun een som går i den stik modsatte retning - og viser det værste. En engelsk DJ har udgivet en liste over 10 albums han mener er ekstremt overvurderet, og burde ligge i skraldespanden. Man finder bla. Nirvana og U2 på denne liste.
En kendsgerning er det ialt fald, at der er en ulige fordeling af disse lister. Det har jeg forsøgt at rette op på her, ved at opridse foreløbig 8 sange som efter min mening er noget af det værste der endnu er lavet. Har man pladespillere i Helvede, er jeg sikker på at disse sange bliver spillet uafbrudt, fra morgen til aften.

Madonna - "Die Another Day"
En titelsang til en James Bond film, med en rytme og et toneleje der lyder som en defekt harddisk. Jeg havde personligt store forventninger da jeg hørte at Madonna skulle lave titelsangen til filmen. Og så bliver man præsenteret for det her! Der var engang hvor Madonna kunne skrive gode sange, og ikke behøvede at sample stemmen via computer, eller kopiere melodier fra andre kunstnere. Men tiderne skifter som bekendt; og tydeligvis ikke til det bedre.
[til toppen]

Britney Spears - "Ups I did it again"
Britney Spears er ikke hvad jeg anser for en stor sangerinde, uanset hvor meget hun selv, hendes advokater, sangskrivere, stylister, impressarioer og imagekonsulenter har tjenet. Denne sang handler om en pige som gang på gang falder i vandet og kommer til at give en ven det indtryk at hun vil mere. Helt ærligt - hvor mange gange er det egentlig tilladt at dumme sig før det bliver pinligt? I dette tilfælde er der tilsyneladende ingen grænser.
[til toppen]

The Artfull Dodger vs. Craig David - "Re-Rewind"
En kombination af techno, rap og evnesvaghed. Mental tortur på et meget lavt niveau. Den er heldigvis forduftet fra radiostationerne for længe siden, men hvis jeg nogensinde hører den igen svarer jeg ikke for følgerne. Nu er I advaret!
[til toppen]

Brandy - "Another Day in Paradise"
En cover-version af en ellers fremragende sang af Phil Collins. Indtil jeg hørte denne version af sangen troede jeg at voldtægt var forbudt ifølge loven. Nu må jeg erkende at dette åbenbart ikke gælder for musik, og som om det ikke var nok kan dette makværk købes frit i forretninger hvor gode medborgere kommer ind. Det er f... uhyggeligt!
[til toppen]

Jose Feciliano - "Light my fire"
Endnu et eksempel på fuldbyrdet voldtægt. Denne gang er det gået ud over en klassiker fra The Doors. Yderligere kommentarer er vist overflødige.
[til toppen]

Paul McCartney - "My Brave Face"
Paul McCartney har haft mere end svært ved at skrive en ordentlig sang siden Lennon opsagde samarbejdet. Det er dog sjældent man kan betegne noget af det han har lavet solo som direkte elendigt. Men denne sang er en af undtagelserne. En fyr med tegnebogen i orden sidder og kan ikke finde en grimasse der kan passe, efter at kæresten har forladt ham. YNK...Tag det som en mand, hvis du ellers er sådan een. Hvem ved, måske var det derfor hun fik nok og skred. Eller også var det fordi hun kom til at lytte til denne sang.
[til toppen]

Hoboekspressen - "En at bli'e som"
Denne sang blev oprindeligt indspillet af Travelling Vilburys, og var en udmærket sang hvor man kunne nyde både George Harrisons og Roy Orbisons vokal. Hvad der har fået en flok gode danske musikere, med Peter Belli, Johnny Madsen og Nanna i spidsen, til at lave denne ækle og direkte pinlige danske version, er mig i den grad en gåde. Resultatat er et rædselsfuldt mismask af dansk og engelsk tekst, der giver kvalme af middelsvær grad.
[til toppen]

Richard Ragnvald - "Kære lille mormor"
Jeg har hadet denne sang siden før den blev skrevet og indspillet. Dels fordi jeg anser den for at være en fornærmelse mod alle mormødre i verden, og dels fordi den er noget af den værste omgang sødsuppe fra dansktoppen man overhovedet kan forestille sig. Senere omskrev Ragnvald sangen til formanden for Dansk Folkeparti, i anledning af hendes fødselsdag. Absolut ingen formildende omstændighed!
[til toppen]

Listen vil løbende blive opdateret og udvidet. Send endelig en mail hvis du har nogen forslag.









































SLUT